Sparring er en vigtig del af netværket

”For mig handler Netsøg ikke bare om forretning, men også om god og fortrolig sparring.”

Anne Dorthe Schelander er direktør i BoxBudget.dk, der lejer depotrum ud til private og erhvervsdrivende. Hun har været med i Netsøg i 2,5 år. Først i en gruppe i Favrskov, og det sidste halve år har hun været med til at starte en ny gruppe i Kolding. Hun er ikke bare med for at øge salget og skabe synlighed om sin virksomhed, men først og fremmet for at skabe nye relationer.

”For mig handler Netsøg ikke bare om forretning, men også om god og fortrolig sparring. Det er to ligeværdige ben for mig, og jeg synes, at Netsøg er rigtig god til at kombinere de to ting på en meget professionel måde,” siger Anne Dorthe.

God og engageret sparring

Anne Dorthe oplever et stort engagement i hinandens forretninger. Hun har også et godt eksempel på det:
”Jeg var til et undergruppemøde, hvor vi jo bare er nogle få deltagere. Jeg var ligesom i ilden og valgte at snakke om strategi og synlighed, hvor jeg havde nogle udfordringer. Der oplevede jeg en super god sparring fra gruppen og jeg fik nogle input, jeg kunne gå lige hjem og bruge,” husker hun.

Fortrolighed øger kvaliteten af relationerne

Fortroligheden øger kvaliteten af relationerne og dermed også adgangen til netværkets netværk.
”Når man lærer andre mennesker og deres produkter at kende, så bliver man også ambassadør for dem. Det går selvfølgelig begge veje, og det skaber forretning fremadrettet,” siger Anne Dorthe og tilføjer:

”Hvis jeg ser isoleret på indtægter og udgifter, så er jeg ikke sikker på, det går i nul endnu. Men der er 15-20 mennesker, der kender vores produkt og kan anbefale det. Det er helt sikkert en god investering.”